Kampen for det gode brød

Aurion og Jesper Gøtz er gået sammen i kampen for det gode brød. Vi har et brændende ønske om, at flere skal lære at bage et velsmagende smukt surdejsbrød, som kan mere end bare se godt ud: smagen skal være uovertruffen og næringsindholdet i top. Det sundhedsmæssige ligger os meget på sinde. Vi vil gerne bidrage til at øge den generelle folkesundhed gennem det gode brød. Det lyder af meget, men det er egentlig ganske enkelt: i bageskolen lærer vi dig at bage gode surdejsbrød af de bedste råvarer. Vi giver dig de redskaber, du skal bruge, til nemt og hurtigt at blive mesterbager og bage lækre, sunde og velsmagende surdejsbrød.

Godt håndværk

Passioneret, dedikeret og fantastisk evne til at lære fra sig kendetegner Jesper Gøtz, som står for undervisningsdelen i Aurion & Gøtz’ bageskole. Jesper er oprindelig kok og har slået sine folder hos bl.a. Noma, 1. th. og hos Meyers kokkeskole i Bolivia. Undervejs prøvede han kræfter med surdejsbrød og grundlagde det kendte surdejsbageri Lille Bakery på Refshaleøen. ”And the rest is history”, som man siger. Jesper elsker surdejsbrød og har brugt årevis på at finde de helt rigtige bageteknikker. Den viden deler han gavmildt ud af i bageskolen, så du kan lære at bage de allerbedste surdejsbrød. Kom i mesterlære hos Jesper. Dit brød vil elske dig for det.

Gode råvarer

”Vi springer over, hvor kornet er højest”. Det er Aurions motto og har været det siden starten i 1974. Aurion er et af Danmarks første økologiske møllerier og har i dag et meget stort økologisk og biodynamisk kornsortiment. Mølleriet i Vendsyssel er kendt for de gamle kornarter som fx spelt, enkorn, emmer og kamut. Kornet dyrkes af Aurions egne avlere og forarbejdes på stenkværne. Aurions grundlæggende idé er at producere rene råvarer. Derfor har Aurion sit eget regelsæt for dyrkning, som er skrappere end de nuværende regler for økologisk dyrkning. Ingen af Aurions avlere anvender fx konventionel gødning. I mølleriet er hjælpe- og tilsætningsstoffer, enzymer, farvestoffer og stivelse bandlyst. Aurion er synonym med gode, rene og sunde råvarer.